Ta´med prærievogn og hest
(hvis du er hestevant, så nøjs med at grine i dit stille sind).
Vi er 7 pædagogstuderende, der har været på prærievogns ferie i 2 vogne. Vi har naturfag på linie og ville gerne undersøge hvordan denne form for oplevelse kan bruges pædagogisk.
Turen foregik i den sydfynske natur – vi var afsted i 4 døgn , men en uge er det alm.
Inden vi tog afsted, havde ingen af os arbejdet med heste før , men vi havde alle lysten og interessen for at lære det . Det fik vi rig lejlighed til, idet vi skulle rense hove og strigle fire heste 2 gange dagligt samt spænde hestene fra og for vognene – vi må sige vi fik overskredet nogle grænser.
Det at skulle styre vogn og heste var også udfordrende, vi fik at mærke hvor meget / lidt magt hestene og vi selv havde.
For at kunne tage på prærievognstur , var vi klar over at vi måtte rykke nogle grænser, men vi måtte også overskride en del grænser for at få det til at fungere. Hvem renser hove ? Hvem vil være kusk ? Hvordan stopper jeg hesten ? Hvordan skal seletøjet sidde ?…….Men når vi så var fremme ved dagens lejrsted, hestene ordnet og i fold , bålet tændt – ja, så faldt roen og hyggen over os og vi fik tid til at vende dagens succesoplevelser. For sådan var det faktisk, hver en grænseoverskridelse blev afløst af en succesfølelse. Det skal dog pointeres, at selv om man er på mærkerne, når man sidder ”bag roret ”, så er det alligevel afstressende – det er trods alt hestene der bestemmer tempoet, så det er bare at læne sig tilbage , slappe af og nyde naturen cm. For cm. Alle ens sanser kommer i brug , man oplever naturen på en helt anden måde - man ser den, lugter den og hører den.
I løbet af den første dag faldt der en naturlig ro over os og vores daglige tempo blev hurtigt ændret til et noget lavere. Det blev helt tydeligt for os, da vores faglærer kom på besøg og blev lettere utålmodig da hestene ikke ”bare lige” blev spændt for vognen.
Vi kan absolut anbefale at bruge prærievognsturen i det pædagogiske arbejde og har undervejs snakket om for hvilke brugergrupper prærievognsturen vil være egnet. Vi er nået frem til at det er et meget individuelt spørgsmål. Det er først og fremmest op til pædagogernes interesse og vilje . Dernæst handler det om at vurdere hvilke børn , unge, voksne handicappede såvel som ”normale”, som vil havde udbytte af en sådan tur.
Nøgleord, som er dækkende for vores prærievognstur:
- intens naturoplevelse
- afstresning
- ansvarsfølelse
- kvalitetstid
- hygge
- naturbevidsthed
- samarbejde
- grænsebrydning
- succesoplevelser
- tålmodighed
- ro
- latter
- sanseoplevelser
På en prærievognsferie er det meste lagt til rette på forhånd. Ruter og dagsetaper er stukket ud, lejrpladserne er faste og vognens udstyr er på plads. I kan derfor koncentrere jer om heste og vogn og rigtig få tid til at se og opleve på turen.
Måske frister sø eller hav til en frisk dukkert i løbet af dagen, måske er der lige en hule, som skal bygges undervejs eller nogle fisk, som skal hives i land til aftensmaden. Måske er der svampe og bær, der frister til selvpluk, eller en bod langs vejen med friske grøntsager og frugt.
Når I om aftenen sidder rundt om lejrbålet eller hygger inde i vognen, hører I kun hestenes stille vrinsken og naturens lyde – menneske, hvad vil du mere!
Det er højsæson for prærievognsferie i skolernes sommerferie, dvs. fra ultimo juni til medio august. I denne periode er ferien som regel af en uges varighed. Uden for højsæsonen kan I også booke kortere perioder og weekends.
Der kræves ikke særlige forudsætninger eller kendskab til heste eller hestevognskørsel. Efter ankomsten får I grundig instruktion i brug af vognen og i omgang med hestene. I får udleveret turbeskrivelse og detaljerede kort – og så er der ellers afgang.
De daglige køreture er typisk på 2-4 timer om dagen
Prærievognen har som regel plads til 4-5 personer, og den er udstyret med bord og bænke, der fungerer som behagelige sovepladser om natten. Desuden medfølger køkkengrej og service, gasblus, køleskab, vanddunk – og på pladserne er der foder til hestene. Vognene er forsynet med kemisk toilet. Check for en sikkerheds skyld om dyner eller tæpper og hovedpuder er med eller ej.
Husk at tage sengelinned, håndklæder, viskestykker, karklude, tændstikker og lommelygte med. Det er også en god idé at medbringe mad til den første dag, så I slipper for spekulationer om butikkers åbningstider etc.
Overnatning sker på faste lejrpladser, hvor faciliteterne er ret sparsomme. Så I må være indstillet på at være langt væk fra ‘civilisationen’. Men fortvivl ikke: der er som regel mulighed for et varmt bad flere gange på turen.
|